Energiske foreninger
Musicons frivillige ildsjæle smitter med energi og gode ideer. Det ser du især i det mangfoldige foreningsliv, hvor kunstnere, skatere, musikere, parkour-udøvere, makers, motorcykelnørder og mange andre boltrer sig. Og der kommer hele tiden flere til.
Parkour Fellows
Helt nye rammer står klar til parkour-folket i parkeringshuset i kvarteret Indfaldet. Parkour-udøverne har længe brugt Musicons byrum til deres energiske aktiviteter, og nu kan foreningen tilbyde medlemmerne endnu bedre forhold – også i regnvejr.
Orange Makers
Født ud af innovationsafdelingen på Roskilde Festival og nu en institution i Musicon-bydelen. Orange Makerspace holder til i den ene halvdel af Hal 7, hvor gør-det-selv-folk, opfindere og nørder i alle aldre skærer, hamrer, lodder, limer, skruer, koder og hygger til den store guldmedalje.
Kunst på Musicon
Den vestlige del af Musicon er bydelens mest farverige. Her udfolder en lang række kunstnere deres talenter i foreningen Kunst på Musicon. Foreningen holder til i KunstSmedjen på Bagtæppet – hvor de har opbygget et hyggeligt miljø med mange lokkende events.
Råstof Roskilde
Størstedelen af de kommunale musik-øvelokaler ligger på Musicon. Her holder øvelokalforeningen Råstof Roskilde til. Så der strømmer al slags musik ud over Rabalderparken og Rabalderstræde fra barakkerne over for Hal 12.
Roskilde Teater
Gå i teatret i din egen by! Sådan lyder det fra Roskilde Teater. Non-profit-foreningen har ikke formelt adresse på Musicon, men de frivillige medlemmer arrangerer hvert år flere forestillinger i bydelen og deltager aktivt i fællesskabet. Blandt andet kan man hvert år se gadeteater arrangeret af Roskilde Teater under Rabalder-festival.
Hal 12 skate
Den ubetinget største forening på Musicon er Hal 12 skate. Ca. 1.200 medlemmer mødes i den store, gamle produktionshal, hvor der engang blev produceret belægningssten. I dag er her ramper og klubhus for unge såvel som gamle på løbehjul, skateboard og rulleskøjter.
Roskilde eSport
Foreningen var den af de første i Danmark til at kunne tilbyde medlemmerne et specialbygget esport-hus. Siden er sporten vokset i rekordfart, og foreningen lever fortsat i bedste velgående på Musicon. Fra 2021 rykker de til en ny placering på Bagtæppet ved siden af Musicon-skoven.
KnuckleGrease Garage
I værkstedsfællesskabet KnuckleGrease Garage renoverer medlemmerne klassiske motorcykler. Det har de siden 2015 gjort i værkstedet på hjørnet af Rabalderstræde og Sdr. Ringvej. Men fra 2021 tager de helt nye lokaler i brug, når de rykker ind i Musicons første parkeringshus i kvarteret Indfaldet.