Nyt kvarter mellem skov og skate
Du får udfordret sanserne i det kommende Hal 12-kvarter. Når området er udbygget, blander selvbyggerboliger og en nyrenoveret skatehal sig med butikker og et håndværkskollegium. Bæredygtighed, spændende byrum og kunst skal binde det hele sammen.
Ringen sluttes
Bevæg dig fra skoven på Musicon via et markant byrum i den nuværende Hal 11, forbi en udvidet og imødekommende skatehal og videre til Rabalderparken. Du kan også gå på opdagelse i den spændende arkitektur eller besøge de nye butikker.
To akser + en samlende plads = et kvarter med liv, landskab og fællesskab
En grøn forbindelse
En grøn akse skaber forbindelse mellem skoven i vest og Rabalderparken i øst, som lokker med med store grønne arealer, en sø og masser af muligheder for bevægelse.
En forbindelse til det kulturelle centrum
‘Den gyldne akse’ fører direkte fra Hal 12-kvarteret forbi Roskilde Festival Højskole, Orange Makerspace og Containerstriben ind til museet Ragnarock og de mange events på Søjlepladsen og i Hal 7 og Hal 9.
Den samlende plads
Søjler og tagkonstruktion fra Hal 11 får måske nyt liv som rammer om et helt nyt byrum. Her krydser kulturaksen og den grønne forbindelse hinanden i et centralt samlingspunkt. Den nye kvartersplads bliver et sted, som områdets beboere, foreninger og virksomheder kan fylde med aktiviteter i både hverdage og weekender.
En moderne og åben skatehal
Hal 12 og foreningen af samme navn har brugt tusindvis af timer på at opbygge et unikt skatemiljø i den gamle produktionshal fra betonproduktionens tid. Nu skal hallen gennemgå en omfattende og tiltrængt renovering. Blandt andet skal hallen åbnes mod resten af Musicon og tilføres helt nye kvaliteter i form af butikker og andre tilbud til både medlemmerne og bydelens øvrige brugere.
Unikke selvbyg-boliger
Sæt dit helt eget præg på området og på din bolig. Jorden er ved at blive gødet for en af fremtidens boligformer i Musicon-bydelen.
Bæredygtigt håndværks-kollegium
84 lærlinge inden for byggeriet kan se frem til at bo i lyse og bæredygtige rammer, hvor der er plads og værktøjer til udvikling. Projektet udvikles i tæt partnerskab mellem Roskilde Kommune og Fonde for Håndværkskollegier, som er finansieret af BRFfonden.
Stort P-hus med mange muligheder
Musicon har vokseværk. Og selv om Roskilde Kommune og bydelens virksomheder, foreninger og beboere arbejder målrettet mod grønne transportformer, så stiger behovet for parkeringspladser. Derfor har byrådet i Roskilde Kommune besluttet at opføre et nyt stort parkeringshus i Hal 12-kvarteret.
Se planerne for Hal 12-kvarteret
En grøn akse slynger sig mellem skoven og Rabalderparken, mens et kulturelt strøg forbinder erhvervsskolerne på Pulsen med Musicons kulturelle centrum. I strukturplanen kan du se tankerne bag udviklingen af det nye Hal 12-kvarter i Musicons sydlige del.