Kom forbi Roskilde Festival Gruppens bod og vær med til at bygge og tegne drømme for fremtidens Hal 9.
Her kan børn og voksne lege med idéer til aktiviteter i det nye kreative kraftcenter på Musicon og blive klogere på, hvordan genbrugte materialer får nyt liv i byggeriet.
Vores drøm er, at Hal 9 bliver et kreativt kraftcenter midt i Musicon-bydelen i Roskilde. Fremtidens Hal 9 skal være et samlingssted, hvor fællesskaber trives og vokser, og hvor kreative idéer får plads til at udfolde sig.
Den tidligere industrihal bliver nemlig ikke kun Roskilde Festival Gruppens fremtidige hjemsted for frivillige og ansatte.
Hallens værksteder og eventhal skal også stå til rådighed for lokalsamfundet og skabe nye muligheder for kulturelle og sociale aktiviteter.
Vi håber, at ombygningen af Hal 9 sætter nye standarder for bæredygtig arkitektur og cirkulær tænkning, som kan inspirere byggebranchen.
Vores mål er, at byggeriet ikke skaber affald, og vi vil bruge så få nye materialer som muligt under ombygningen.