Talk med prisvindende journalist og radiovært Rasmus Thirup Beck, der har dækket klimaområdet intenst siden 2008.
Folk ved godt, at det der med klimaforandringer er noget skidt, men hvor skidt er det – og hvordan løser vi klimakrisen? Det sidste begynder der at åbenbare sig en vis resignation overfor både i Danmark og globalt.
Så meget desto bedre grund til at blive mindet om, at vi har værktøjerne der skal til for at bremse klimakrisen. Det skal man ikke bare tage denne teksts ord for. Forskerne bag IPCC’s rapporter skriver det igen og igen – dog med stadig mere akutte understregninger.
Rasmus har rapporteret både om konsekvenser og løsninger, både i form af hundredvis af artikler, som vært på P1’s klimaprogram ‘Sidste mand slukker lyset’, som medforfatter til bogen ’Hvis vi vil’ og som producent af diverse podcasts – hele tiden med et stædigt fokus på, at vi sammen kan skabe en bedre fremtid for kloden.