Rockstjerne for en dag

Rockstjerner starter et sted.

Måske foran spejlet med en luftguitar. Måske med en skør hat. Eller måske med en hjemmelavet kasket, som ingen andre har.

Når Rabalder fylder Musicon med musik, kreativitet og oplevelser for hele familien, er Rockmuseet selvfølgelig med. Sammen med resten af den kreative bydel inviterer vi til en dag, hvor der er masser at gå på opdagelse. Hos Rockmuseet kan du træde direkte ind i rollen som rockstjerne.

I vores klæd-ud-station kan du finde det helt rigtige rocklook, inden du går videre til kreaværkstedet og designer dit eget merch. Pynt en kasket, en bøllehat eller et par solbriller, lav badges, og tag dit helt personlige rockstjerneudstyr med hjem.

Er du mere til farver, pop og glimmer? Så kan du også sætte dig til rette og tegne løs, inspireret af vores Aqua-univers.

Der er plads til både store armbevægelser, vilde idéer og masser af fantasi.

Kom, som du er – og gå hjem som den rockstjerne, du har lyst til at være.

Vi glæder os til at se jer til en dag med musik, leg og kreativitet på Rockmuseet.

Adgang til kreaværkstedet og kostumefesten er gratis. Enkelte kreative aktiviteter kan tilkøbes fra 25 DKK.

ROFH Partyband

Svingende begavet dansemusik dyrket frem i højskolenætter på Roskilde Festival Højskole.

Gødet af glødende spilleglæde og høstet til glæde for os – kom og gro med. Du kommer med garanti ikke til at gro fast.

Katrine Suwalski band feat Dela Botri:

På Rabalderfestival 2026 præsenterer Katrine Suwalski Group to helt store profiler fra den internationale verdensmusikscene: Den ghanesiske fløjtenist Dela Botri og koraspiller Lamine Cissokho fra Senegal.

Gruppen skaber sammen et frodigt og fabulerende musikalsk univers. Her stortrives jazzen og den afrikanske musik side om side. På alle måder kraftfuld og opløftende musik, der taler til hjertet.

Katrine Suwalski: Sax og Vokal, Anders Gerup: Piano, Jens Skou Olsen: Bas, Anders Hvidberg: Percussion, Ayi Solomon: Percussion

Tegn med Lakserytteren

Glæd jer til en sjov og inspirerende workshop med Lakserytteren – en af Danmarks mest populære influencere!

Fra kl. 11-15 kan børnene slippe kreativiteten løs i Flimmers sjove collage-workshop, hvor der kan klippes, klistres og skabes farverige kunstværker, som selvfølgelig må tages med hjem. Alle materialer er klar – I skal bare møde op med godt humør og lyst til at være kreative.

⭐ Kl. 13-15 er der Meet & Greet med Lakserytteren!
Her kan fans hilse på Lakserytteren, få en autograf, tage et billede og få et minde med hjem. Det bliver en helt særlig mulighed for at møde en af Danmarks mest populære børneprofiler.

Om Lakserytteren:
Rasmus Kolbe, kendt som Lakserytteren, er influencer, kreativ direktør og forfatter. Han hitter på TikTok, YouTube og Instagram med farverige og underholdende videoer om tegning og kreativitet. Han har også skrevet flere børnebøger, bl.a. den interaktive serie Legender fra Odysïa.

Showet henvender sig primært til børn fra ca. 8-12 år, men alle med lyst til at tegne og grine kan være med. Gør jer klar til masser af grin, inspiration – og måske en ny passion for tegning!

Teknisk Skole: Hvad sker der?

Kom og hør om visionerne for Roskilde Tekniske Skoles byggeri på Pulsen 8.

Få et kig ind på byggepladsen med de 12.900 m2 nye undervisningsfaciliteter og se hvordan byggeriet tager form.

Hør om skolen, uddannelserne og om planerne for ibrugtagningen i 2027.

Væv en kaffebrik

Der er intet så skønt som at nørkle med sine fingre, arbejde med stof og garn, og få resultater du selv har lavet. Det giver ro og måske en kærkommen pause til fordybelse.

Til Rabalderfestival kan du i Knap & Lap kaste dig over en stor bunke af rester, lede efter de mønstre og farver der kalder på dig, klippe dem i små strimler og væve dem sammen til en lille firkant der kan bruges om fx. en brik under en kop.
Det er gratis for børn, og men voksne skal ikke snydes for forhøjelsen dog mod en lille betaling på 25 kr.

Hal 9 – Fremtidens kreative kraftcenter

Kom forbi Roskilde Festival Gruppens bod og vær med til at bygge og tegne drømme for fremtidens Hal 9.

Her kan børn og voksne lege med idéer til aktiviteter i det nye kreative kraftcenter på Musicon og blive klogere på, hvordan genbrugte materialer får nyt liv i byggeriet.

Vores drøm er, at Hal 9 bliver et kreativt kraftcenter midt i Musicon-bydelen i Roskilde. Fremtidens Hal 9 skal være et samlingssted, hvor fællesskaber trives og vokser, og hvor kreative idéer får plads til at udfolde sig.

Den tidligere industrihal bliver nemlig ikke kun Roskilde Festival Gruppens fremtidige hjemsted for frivillige og ansatte.

Hallens værksteder og eventhal skal også stå til rådighed for lokalsamfundet og skabe nye muligheder for kulturelle og sociale aktiviteter.

Vi håber, at ombygningen af Hal 9 sætter nye standarder for bæredygtig arkitektur og cirkulær tænkning, som kan inspirere byggebranchen.

Vores mål er, at byggeriet ikke skaber affald, og vi vil bruge så få nye materialer som muligt under ombygningen.

3 gratis workshops

Formhuset har forskellige male-workshops og en særudstilling i anledning af Rabalder:

Workshops:
Kl. 13-15 : Maling med primærfarver – v. Christa Persson Workshop
Kl. 13-14 : Male miniHUSE – v. Tine Buch Workshop
Kl. 14-15 : Male på glas – v. Inger Ferbing

Vi har ekstra udstilling udenfor huset.

Standart koncert

Oplev lokale Standart spille fra en Campingvogn foran højskolen

Standart er et dansk rockband, der blander hyperaktive trommer, rave-synths og punkenergi med tekster, der insisterer på håb midt i kaos. De fem venner har en fælles ambition om at sætte en ny standard for, hvad et dansk rockband kan være i 2026. Med en kombination af 90’ernes råhed, moderne elektroniske elementer og overdrevet sceneenergi præsenterer de sig som et band, der både kan starte et rave og samle et fællesskab.

Selvom bandet endnu ikke har udgivet musik, har de allerede skabt opmærksomhed med et kompromisløst liveshow, hvor publikum bliver en aktiv del af koncerten. Med to forsangere, skift mellem rap, sang og skrig samt en energi, der konstant vælter ud over scenekanten, viser Standart, at de ikke er bange for at blande ting, der ikke burde blandes.